Sorgplan
Når skolen får kendskab til dødsfald eller alvorlig sygdom blandt elever, deres nærmeste eller medarbejdere, informeres ledelse og årgangsteam straks. Herefter udarbejdes en handleplan baseret på skolens sorgplan.
Får skolen kendskab til dødsfald blandt elever, deres pårørende eller medarbejdere, eller til alvorlig sygdom hos elever eller deres nærmeste, skal ledelsen og årgangsteamet straks orienteres. I forlængelse af dette iværksætter ledelsen et møde, evt. virtuelt, med teamet samt eventuelle ressourcepersoner på skolen.
På mødet deles viden, og der udarbejdes en konkret plan med udgangspunkt i denne sorgplan, som kan suppleres eller fraviges. Ledelsen har i løbet af hele processen kontakt til teamet, så planen kan justeres løbende efter behov.
Ingen medarbejdere bør stå alene med en klasse, når der skal gives besked om et dødsfald. Hvis det er muligt, kan det være en hjælp for teamet at tale med en eller flere kolleger, der har stået i lignende situationer før.
Når en elevs nærmeste rammes af alvorlig ulykke eller alvorlig sygdom
Orientering af det samlede personale
Ledelsen orienterer kort og præcist det samlede personale skriftligt på Aula. Orienteringen bør blot handle om ulykken/sygdommen, og at en gruppe er i færd med at udarbejde en handleplan.
Kontakt til hjemmet
Ledelsen eller en medarbejder kontakter telefonisk hjemmet. Følgende punkter og
spørgsmål kan indgå i samtalen:
- Hændelsesforløbet
- Har familien venner/familie, der kan støtte den sorgramte familie?
- Skal klassen/årgang og disses forældre orienteres? Hvordan? Vil familien selv fortælle om det på Aula, i klassen?
- Hvis barnet har fravær, hvornår kommer barnet i skole igen?
- Skal skolen undersøge offentlige tilbud til sorgramte?
Klassemøde
Mindst to teammedlemmer orienterer mundtligt klassen/årgangen kort og præcist. Klassemødets varighed kan variere, og der kan opstå behov for internt lærerbyt eller vikardækning. Det er vigtigt, at eleverne får mulighed for at stille spørgsmål. Teamet bør også overveje, om barnet i en periode har brug for særregler, fx hvordan barnet kan give udtryk for, at det har brug for at forlade klassen, og må barnet tage en voksen eller klassekammerat med? Skal barnet have mulighed for at kontakte en
teamlærer eller -pædagog når som helst? Hvis barnet dagligt besøger sin nærmeste på hospitalet el.lign., har barnet måske ikke tid til lektier.
Teamet bør i øvrigt planlægge regelmæssige opfølgningsmøder med barnet. Livstruende sygdomme kan være fulde af fremskridt og tilbagefald, hvilket kan være yderst belastende for barnet. Nogle familier er så ramte, at de ikke selv har overskud til at tale med barnet.
Når en elev mister en af sine nærmeste
Orientering af det samlede personale
Ledelsen orienterer kort og præcist det samlede personale skriftligt på Aula. Orienteringen bør blot handle om dødsfaldet, og at en gruppe er i færd med at udarbejde en handleplan.
Kontakt til hjemmet
Ledelsen eller en medarbejder kontakter telefonisk hjemmet. Følgende punkter og
spørgsmål kan indgå i samtalen:
- Hændelsesforløbet
- Har familien venner/familie, der kan støtte den sorgramte familie?
- Hvordan orienterer vi klassen/årgangen og forældrene?
- Er der ønske om, at ledelse/medarbejdere på et tidspunkt kommer på
besøg i hjemmet? Erfaringsmæssigt er det en god ide at gøre det
inden bisættelsen. - Hvornår finder bisættelsen sted?
- Må skolen og klassekammerater deltage i bisættelsen?
- Hvornår kommer barnet i skole igen?
- Skal skolen undersøge offentlige tilbud til sorgramte?
- Foreslå hjemmet en konkret plan, der tager udgangspunkt i denne
sorgplan.
Klassemøde
Ledelsen og en eller flere teammedlemmer orienterer mundtligt klassen/årgangen
kort og præcist. Det er vigtigt, at tidspunktet afstemmes, hvis der er flere søskende,
så det samme fortælles på omtrent samme tidspunkt. Klassemødets varighed kan
variere, og der kan opstå behov for internt lærerbyt eller vikardækning. Det er vigtigt,
at eleverne får mulighed for at stille spørgsmål.
Orientering af øvrige forældre
Ledelsen orienterer de øvrige forældre i klassen/på årgangen på Aula. Det er vigtigt, at det sker efter udtrykkeligt samtykke fra den sorgramte familie. Klassens kontaktforældre skal af skolen vejledes mht. deltagelse i bisættelse, indsamling til bårebuketter, gaver o. lign. Det kan faktisk være bedre at samle ind til en gave til barnet end en bårebuket.
Bisættelse/begravelse
Efter samtykke fra den sorgramte familie kan skolen deltage i bisættelsen/begravelsen. Det aftales, om det er medarbejdere og/eller ledelsen. Der kan opstå behov for internt lærerbyt eller vikardækning. Kontoret bestiller en bårebuket på skolens vegne.
Tilbage på skolen
Det kan give den sorgramte elev ro at vide, præcist hvad der skal foregå den første dag tilbage på skolen. Teamet og ledelsen bør derfor forinden have afklaret:
- Vil der være en ‘klassens tid’ med fokus på elevens tab, eller følger dagen det
normale skema? - Skal en sådan ‘klassens tid’ være på første dag, eller skal der gå et par dage?
- Hvilke lærere og pædagoger vil være til stede?
- Vil det give mening for eleven at have en pårørende med?
- Ønsker eleven selv at fortælle, hvad der er sket, eller skal læreren/pædagogen gøre det?
Hvis det giver mening for barnet, kan man foreslå ritualer, fx -
- at synge en sang
- at tænde et lys i klassen
- besøge gravstedet
- plante et træ
- Skrive et brev til den afdøde
- Lave en mindebog med fotos
- tegne tegninger
Teamet bør også overveje, om barnet i en periode har brug for særregler, fx hvordan barnet kan give udtryk for, at det har brug for at forlade klassen, og må barnet tage en voksen eller klassekammerat med? Skal barnet have mulighed for at kontakte en teamlærer eller -pædagog når som helst?
Teamet bør i øvrigt planlægge regelmæssige opfølgningsmøder med barnet.
Eksempel på brev til øvrige forældre fra skolen
“Kære forældre i 6.a
I går fik vi desværre at vide, at Peters mor er afgået ved døden. Hun døde af sin kræftsygdom, som vi tidligere har orienteret jer om. Efter aftale med Peters far har vi i dag orienteret klassen om dødsfaldet.
6.a blev selvfølgelig kede af at høre det, og de vil gerne hjælpe og støtte Peter i denne svære tid. Børnene kender i forvejen lidt til kræft, og vi har også tidligere snakket om Peters mors sygdom i klassen. I skal være forberedte på, at jeres barn kan have brug for at snakke med jer om det.
Datoen for bisættelsen er endnu ikke planlagt, men vi skal nok give besked. Fra skolens side deltager klassens lærere i bisættelsen.
Peter vender tilbage i skole på onsdag, hvor han ønsker, at vi har en almindelig skoledag. Vi er selvfølgelig særligt opmærksomme på Peter og klassen, og vi skal nok tage en samtale i klassen, når Peter er klar til det. I er velkomne til at kontakte os, hvis I har behov for det. Vi sender vores tanker til Peter og hans familie.
med venlig hilsen”
Når en elev får kræft – eller en elevs søskende får kræft
Det er heldigvis sjældent, at skolebørn får kræft. Men netop derfor er de færreste skoler parate til at håndtere det, når det sker. Her er derfor en kort guide som tillæg til skolens sorghandleplan med råd til den første tid. Tilpas rådene til jeres skole og situation.
- Tag kontakt til familien – med ro og åbenhed
Vis omsorg og fortæl, at I gerne vil støtte. Spørg, hvordan familien ønsker, at skolen skal håndtere situationen eller giv selv konkrete forslag til, hvad I kan tilbyde.
Aftal, hvad I skal fortælle barnets klasse, og at I kontakter familien igen for at aftale nærmere om, hvordan I som skole kan støtte barnet fagligt og socialt i den kommende tid. - Koordiner internt på skolen
Det er vigtigt ikke at stå alene – det gælder hele vejen igennem forløbet. Udpeg to tovholdere, som har den primære kontakt med familien og ansvar for at følge op med jævne mellemrum.
Inddrag ledelsen fra start og orientér relevante voksne omkring barnet. Involver evt. AKT-vejleder, trivselsansvarlig eller PPR tidligt. - Tal med klassen – i samarbejde med familien
Når I har talt med familien, bør klassen orienteres. Brug et ærligt, alderssvarende sprog.
Giv børnene plads til at stille spørgsmål og vise følelser – og følg op løbende. Husk også at informere og inddrage klassens forældre. - Skab stabilitet for barnet
Tilpas støtten til din elev over tid og efter behov i samarbejde med familien og barnet.
Hvis barnet selv er sygt: Lav en plan for kontakt, fx gennem beskeder, videoer eller hjemmeundervisning. Hvis det er en elev, der har en syg søskende: Vær særligt opmærksom på ændret adfærd, træthed eller fravær. - Fortsæt støtte og samarbejde med familien
Børnekræftforløb kan vare længe. Vær vedholdende: Tilpas støtte undervejs i samarbejde med familien.
Find gratis materialer, råd og vejledning på www.børnekræftiskolen.dk
Når en elev dør
Orientering af det samlede personale
Ledelsen orienterer kort og præcist det samlede personale skriftligt på Aula, så alle får den samme besked. Orienteringen bør blot handle om dødsfaldet, og at en gruppe er i færd med at udarbejde en handleplan, og at der afholdes en mindehøjtidelighed i festsalen i løbet af dagen. Dette kan suppleres med, at alle fremmødte medarbejdere mødes i personalerummet om morgenen inden undervisningen, så der kan stilles spørgsmål. Ledelsen giver pedellen besked om, at der skal flages på halvt. PPR kontaktes af ledelsen med henblik på støtte til elever og personale samt vejledning af ledelse og personale. Ledelsen underretter skolechefen.
Kontakt til hjemmet
Ledelsen eller en medarbejder kontakter telefonisk hjemmet. Følgende punkter og spørgsmål kan indgå i samtalen:
- Hændelsesforløbet. Er der oplysninger, der ikke skal videregives til skolen/eleverne?
- Er der ønske om, at ledelse/medarbejdere på et tidspunkt kommer på
besøg i hjemmet? Ved forældres dødsfald har vi erfaring for, at det er en god ide at gøre inden bisættelsen. - Har familien venner/familie, der kan støtte den sorgramte familie?
- Hvordan orienterer vi klassen/årgangen og forældrene?
- Orientering om, at skolen holder en mindehøjtidelighed for personale og elever.
- Hvornår finder bisættelsen sted?
- Må skolen og klassekammerater deltage i bisættelsen?
- Foreslå hjemmet en konkret plan, der tager udgangspunkt i denne sorgplan.
Orientering af elevens klasse/årgang
Ledelsen og teamet beslutter, om dødsfaldet skal markeres med blomster, lys eller andet på elevens plads.
Ledelsen og en eller flere teammedlemmer orienterer mundtligt elevens klasse/årgang kort og præcist. Undervisningen hele dagen varetages som udgangspunkt af teamets lærere og pædagoger. Der kan opstå behov for internt lærerbyt eller vikardækning. Det er vigtigt, at eleverne får mulighed for at stille spørgsmål.
Tal gerne om, at det er ok, at der kan være forskellige måder at reagere på eller ikke at reagere. Nogle reagerer senere, og visse ting i hverdagen kan pludselig synes svære at motivere sig til. Gamle minder kan dukke op.
Man kan vælge at lade eleverne udarbejde eller samle materiale til afdødes familie (breve, tegninger, fotos o. lign.). Hvis det er ok, at klassekammerater deltager i bisættelsen, kan man tale om, hvad der sker til en sådan.
Skolen indkalder til et forældremøde hurtigst muligt. Ledelsen og teamet deltager og aftaler, hvem der leder mødet. Dagsordenen kan fx være
- Information om selve dødsfaldet
- Hvad har skolen/klassen gjort siden dødsfaldet
- Familiens ønske for bisættelsen og mindestund
- Hvad man som forældre og klassekammerat kan gøre for at vise sin opmærksomhed og evt. deltagelse i bisættelsen.
Orientering af alle andre klasser
Et eller flere teammedlemmer orienterer mundtligt klassen/årgangen kort og præcist. Varigheden kan variere, og der kan opstå behov for internt lærerbyt eller vikardækning. Det er vigtigt, at eleverne får mulighed for at stille spørgsmål.
Orientering af øvrige forældre
Man kan vælge at skelne mellem klassens forældre og øvrige forældre, når de skal orienteres. Ledelsen orienterer de øvrige forældre i klassen/på årgangen og på skolen på Aula. Det er vigtigt, at det sker efter udtrykkeligt samtykke fra den sorgramte familie.
Mindehøjtidelighed
Ledelsen står for en mindehøjtidelighed på dagen, som er for hele skolen. Den finder
sted i festsalen.
- Der synges en sang, fx ‘Se, nu stiger solen af havets skød’
- Mindeord v/ ledelsen og/eller teamet
- Et minuts stilhed
- Der synges endnu en sang fx Kim Larsens ‘Om lidt blir her stille’.
- Alle klasser går tilbage til klasselokalerne.
Klasserne kan eventuelt få fri efter mindehøjtideligheden, hvis det er muligt at
komme hjem.
Gode ideer kan være:
- besøg på kirkegården
- Hvis der var tale om en ulykke, skal klassen da senere besøge ulykkesstedet?
- at barnets bord bliver stående i klassen i et stykke tid besøg af barnets forældre
- tal med klassen om, hvordan de synes, vi skal mindes afdøde
- tal løbende med klassen om deres tanker, og hvad der er svært.
Pressen
Hvis skolen kontaktes, skal alt gå gennem skolens ledelse.
Bisættelsen
Familiens ønske angående deltagelse i bisættelsen kommunikeres ud til personalet og klassens forældre på forældremødet.
Kontoret sørger for at sende en buket eller krans.
Alle elever, der ønsker at deltage i bisættelsen, har fri til det (lovligt fravær)
Alle medarbejdere, der ønsker at deltage i bisættelsen, får fri til det (frihed m/ løn)
Eksempel på besked til forældre i klassen:
Kære forældre i 6.a
Vi har på Korshøjskolen modtaget den sørgelige besked, at Peter er omkommet/sovet stille ind/død.
Vi indkalder derfor til forældremøde mandag den 14. februar kl. 19 i personalerummet.
Dagsordenen vil være:
- Information om selve dødsfaldet
- Hvad har skolen/klassen gjort siden dødsfaldet
- Familiens ønske for bisættelsen og mindestund
- Hvad man som forældre og klassekammerat kan gøre for at vise sin opmærksomhed og evt. deltagelse i bisættelsen.
Med venlig hilsen
Når en ansat på skolen dør
Orientering af det samlede personale
Ledelsen orienterer kort og præcist det samlede personale skriftligt på Aula, så alle får den samme besked. Orienteringen bør blot handle om dødsfaldet, og at en gruppe er i færd med at udarbejde en handleplan, og at der afholdes en mindehøjtidelighed i festsalen dagen efter. På dagen holdes et personalemøde for alle medarbejdere i personalerummet, enten om morgenen inden undervisningen
eller om eftermiddagen efter undervisningen. Ledelsen orienterer om muligheden for vikardækning, hvis en ansat har brug for det. Ledelsen giver pedellen besked om, at der skal flages på halvt. PPR kontaktes af ledelsen med henblik på støtte og vejledning til personale og ledelsen.
Ledelsen underretter skolechefen.
Kontakt til familien
Ledelsen kontakter telefonisk familien. Følgende punkter og spørgsmål kan indgå i
samtalen:
- Hændelsesforløbet. Er der oplysninger, der ikke skal videregives til skolen/eleverne?
- Har familien ønsker til, hvordan vi orienterer klassen/årgangen og forældrene?
- Orientering om, at skolen holder en mindehøjtidelighed for personale og elever.
- Hvornår finder bisættelsen sted?
- Må skolen deltage i bisættelsen?
Orientering af den ansattes klasse/årgang
Ledelsen og en eller flere teammedlemmer orienterer mundtligt afdødes klasse/årgang kort og præcist. Undervisningen hele dagen varetages som udgangspunkt af resten teamets lærere og pædagoger. Der kan opstå behov for internt lærerbyt eller vikardækning. Det er vigtigt, at eleverne får mulighed for at stille spørgsmål.
Tal gerne om, at det er ok, at der kan være forskellige måder at reagere på eller ikke at reagere. Nogle reagerer senere, og visse ting i hverdagen kan pludselig synes svære at motivere sig til. Gamle minder kan dukke op.
Man kan vælge at lade eleverne udarbejde eller samle materiale til afdødes familie (breve, tegninger, fotos o. lign.).
Orientering af alle andre klasser
Et eller flere teammedlemmer orienterer mundtligt klassen/årgangen kort og præcist. Varigheden kan variere, og der kan opstå behov for internt lærerbyt eller vikardækning. Det er vigtigt, at eleverne får mulighed for at stille spørgsmål.
Orientering af forældre
Ledelsen orienterer alle forældre i klassen/på årgangen og på skolen på Aula. Det er vigtigt, at det sker efter udtrykkeligt samtykke fra den sorgramte familie.
Samtalestund for kollegerne
Ledelsen sørger for, at de ansatte kan samles sidst på dagen, fx kl. 15:00, i personalerummet til samtale og samvær. Dette kan evt. være i sammenhæng med et orienterende personalemøde.
Mindehøjtidelighed
Ledelsen står for en mindehøjtidelighed dagen efter, som er for hele skolen. Den finder sted i festsalen. Der flages på halvt.
- Der synges en sang, fx ‘Se, nu stiger solen af havets skød’
- Mindeord v/ ledelsen og/eller teamet
- Et minuts stilhed
- Der synges endnu en sang fx Kim Larsens ‘Om lidt blir her stille’.
- Alle klasser går tilbage til klasselokalerne. Derefter så almindelig en dag som
muligt.
Bisættelsen
Familiens ønske angående deltagelse i bisættelsen kommunikeres ud til personalet og evt. klassens forældre. Kontoret sørger for at sende en buket eller krans. Alle ansatte, der ønsker at deltage i bisættelsen, har fri til det.
Ved samling af personalet
Følgende kan indgå:
- Hændelsesforløbet. Beslutninger. Planlagte handlinger.
- Plan for andendagen. Forventninger til undervisningen efter
mindehøjtideligheden. - Orientering om information til forældre.
- Opmærksomhed på børns reaktioner.
- Opmærksomhed på kommunikation på sociale medier.
- Tak for hjælp.
- Italesætte, at det er ok, at vi reagerer forskelligt.