Eliteidræt eller deltagelse i musikskole
Opfyldelse af undervisningspligten ved udøvelse af eliteidræt eller deltagelse i musikskole
Hvis forældrene ønsker det, kan skolelederen give tilladelse til, at en elev i begrænset omfang opfylder sin undervisningspligt ved at deltage i undervisning i en kommunal eller statslig støttet musikskole eller ved eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening.
Med begrænset omfang menes tidsmæssigt begrænset for den enkelte elev, og det er op til skolelederen i hvert enkelt tilfælde at vurdere, hvad der er fagligt forsvarligt i forhold til den enkelte elev. Kravet om et vist niveau gælder kun idrætsudøvelsen. Hvad angår fritagelse til undervisning på en musikskole er kravet blot, at det skal være en kommunal eller statslig musikskole.
Muligheden for at fritage elever efter anmodning fra forældrene skal som hovedregel gælde for:
- elever, der udøver idræt på eliteniveau, som kræver så megen træning, at det er vanskeligt at nå uden for skoletiden.
- elever, der går på musikskolen, og typisk begynder deres musikundervisning så tidligt, at den falder sammen med skoledagen.
Det er vigtigt, at elevens mulighed for deltagelse i faglige og sociale fællesskaber overvejes nøje.
Der lægges vægt på, at fritagelsen fra den almindelige undervisning sker på tidspunkter i løbet af skoledagen, hvor det mest hensigtsmæssigt kan finde sted. Fritagelsen kan gives som udgangspunkt i et tidsmæssigt begrænset omfang og evt. i en begrænset periode for den enkelte elev.
Skolen vil tilstræbe at støtte eleven, så fritagelsen får så få faglige og sociale konsekvenser som muligt. Fritagelsen evalueres mindst en gang årligt. Forældrene forventes at samarbejde med skolen om at sikre, at eleven kan følge med i skolearbejdet.
Godkendt den: 19.06.2023