Klassedannelse og -sammenlægning

Dette princip gælder både klassedannelse, klassesammenlægning og placering af nytilkomne elever

Klassen er fortsat den fundamentale undervisningsmæssige enhed, hvor den enkelte elev
sikres faglig læring og alsidig personlig udvikling i et forpligtende fællesskab.
Formålet med princippet er at sikre en optimal klassedannelse med inddragelse af alle relevante
parter, så der dannes velfungerende klasser.

Generelt gælder følgende principper for klassedannelser, -sammenlægninger og placeringer af
nytilkomne elever i ikke-prioriteret rækkefølge.

  • Det tilstræbes, at klasserne er lige store.
  • Det tilstræbes en lige kønsfordeling.
  • Elevernes individuelle, sociale og faglige kompetencer indgår i overvejelserne.
  • Elevernes indbyrdes sociale relationer indgår i overvejelserne.
  • Der tages hensyn til elever med særlige behov.
  • Der tages hensyn til de personalemæssige ressourcer, der er knyttet til den enkelte klasse,
    herunder specialpædagogiske kompetencer og to-voksen-timer.
  • Såfremt det ikke er i uoverensstemmelse med ovenstående, kan der tages hensyn til
    forældreønsker.

Særligt for klassedannelse ved skolestart

  • Ved dannelsen af 0. klasserne inddrages relevante personalegrupper, fx
    børnehaveklasseledere og pædagoger.
  • De endelige klasser besluttes først omkring efterårsferien. Indtil da kan forskellige
    elevsammensætninger afprøves

Princip for klassesammenlægninger

Klassesammenlægninger finder typisk sted, når en årgang har - eller forventes at få - et faldende
elevtal, der når ned på 28 elever eller færre ved skolestart. Det skyldes, at kommunen da kun
bevilger skolen penge til én klasse på den pågældende årgang.